Helhesten (Year 1, Booklet 3)

"s
”.
”
-
some
ze

”
eng
& sd,
Ena Rg:
STA ER

tr
SN
ELERS Je
NISS ,
4 SE
Sr RSSENEN
is IN
j ESENSER
re | ;

AY

INDHOLDSFORTEGNELSE
Forsidetegning af Jens Søndergaard.

Udsat. AT N Tel Beke aar soner eee EAN Ende er ae FREE ENN Rn 65
SKE ra FSV GUT HAS OR 2 ar fS aner sed aA AAR IE SEN FS Bree AE ak Åre endt sne Sshe ne. meg Er ars 67
SA sat Else Fiseher Hasseris eee ede Eee eee ESPE rr AR ak RA 68
DEERE Fe BE re MEE SE RESEN BR REE REAR de SE SE RE SER DE ere AAR RG 69
Kælkneedtet af jens Abtust Sehade 5 iab RE REN AN ERNE NARRE RR TERE BANERNE 70
SEE FARAO ES se ai Sk SE re heden e rd aen SE EN DS RNA SE Re ARNE FEE MR SER ERR Ble 71
SA Carl Henne Red ERE ah NE SE REE SER SR ER RER GEAR 72
Introduktion til Carl Henning Pedersens Billeder. Af Egill Jacobsen .......000rereeeerereneee 73
Østerønlandske: Aandemarnermasker, "Af Gitz' Johansens 22 200 ae sneen OR RD ENE REE EN Es 76
ETT ora LE 4 PREV id ON TS såå 2 SUD EPE SPRSREPRS SE RER SEERE KS ERE SOE TE SORENTO SAESSSES SE EREESE SEERE SEKS SER PS EPET NL SEERE FSR SEN NE SENERE SEERE ERE SE RE: 79
Hvad modertne-.Kunst er. AT -Foon” Matthesen sea DSE RAE re EE har RR er NE ROS AE 82
Nat af Belt Jaeobsen 5 ne ne Rear se Bree SR KEE ASE Eee DSE orig SEE ale ES MANET SE Er reg 83
SALE at HEER 235 aka BERNER kr Jr be Sk aar SED SEE ERR AR Ar SE er Se rr REE Rs ere ore Rede ad 84
SES NEED se ED ae ane AN EAD ÅDAL Eg rar rr der RE er erE RER BSA es Dre de sa 87
Sr at ARE. JØrER SER 2 aa RE EN BE EN ERE SER RRS ERE AE SOE EEK ENE ERSE 88

Ansvarshavende Redaktør: R. Dahimann Olsen, Prags Boulevard 12, S. Telefon: Amager 6136 vega

OTTO HAAGEN-MULLER's

KUNSTHANDEL

Udstilling af:

Dansk Kunst

Hverdage 10—18

| Læderstræde 15 . København K.

Telf. Palæ 7539 x

Jerlu Ziegler
KABARETEN

| KONGENS NYTORV |

Hver Aften Kl. 2030:

Mogens Lorentzen

Manja Povlsen
Paul Vermehren
Johs. Smith

Paul Mourier
Walter Bødker og
Aase Ziegler

Billetbestilling fra Kl. 12 . Telf. Palæ 6724

Å. STELLING

Stellings Hus . Gl. Torv 6
København K

Telefon:

CC. 7161-135681

Grundlagt 1860

Mlégave- Tjextvet

RIDDERSALEN

| Direktion: PER KNUTZON |

Hver Aften Kl. 20:

Berthe Quistgaard og
Sigfred Johansen
i

,J love you"

Billetter hver Dag fra Kl. 10 . Central 15.419

EP Æ z

Denne Tegning af Storm Petersen findes i den nye Udgave af MUNCHHAUSENS
EVENTYR, som er udkommet hos ATHENÆUM. I samme Serie foreligger end-
videre DANSKE FOLKEEVENTYR ill. af Povl Christensen, EVENTYR FRA
1001 NAT ill. af Mogens Zieler og GRIMMS EVENTYR ill af Svend Johansen.
Pris Kr. 5.00 pr. Bind kartonneret.

ATHENÆUM

MYTEN Af NIELS LERGAARD

Unge Malere kalder deres Blad af 1941 for Helhesten. Hvad betyder
det? Pessimisten vil straks spørge: skal vi nu tilbage til Spøgelseshistorier
og Myter om trebenede Heste og Aandemaning? Den negativt kritisk indstil-
lede vil i enhver Forandring se Tilbageskridt, ligesom den blaaøjede Optimist
i alt nyt vil vejre Fremskridt. Begge Indstillinger er selvfølgelig lige forkerte
og Aarsag til megen Fejlvurdering. Teorier afløser Teorier, og vi har indenfor
et kort Tidsrum set Kubismens Teorisystem blive afløst af Surrealismens Sanse-
vandring, tilsammen er de maaske Symbolet paa Europa af i Dag.

Herimod staar Myten med sin dybe Ret, fordi den har sit Udspring
i Menneskets Trang til at knytte sit eget lille Sekund til Universets store
Kredsløb. Menneskets Længsel, Haab, Angst og Glæde giver Fantasien ska-
bende Kraft, og Myten opstaar.

Det betyder ikke, at man skal leve sit Liv paa Mytetro, tværtimod,
men mytetroende er en Afgrund af Negativitet, og et brugbart Redskab 1
enhver Mytesvindel, enten denne er af religiøs, politisk, videnskabelig eller
kunstnerisk Art, medens den myteskabende Fantasi er selve Livets Positivitet,
hvorpaa man kan overleve de materialistiske Tomrum.

Uden at tænke over det skaber et Sind sin egen Kæde af Myter, som
frelser det fra Undergang i Materiens Skred. Den mytetroende gaar blind
gennem Livet i Troen paa en Jomfrufødsel, medens den myteskabende, gen-
nem Fantasien, momentvis oplever Livet i dets frie og primitive Rytme, en
Livsrytme, som er Undertonen i alle Sympatier Menneske og Menneske
imellem, og derfor det eneste Grundlag, hvorpaa Pacifisme kan opbygges.

Rytmen er evig, men Retten til at leve i den, maa man hver Dag til-
kæmpe sig. Uden den gaar man gennem Livet som Turist. Kunstens inderste
Væsen er, ved intens Indlevelse at forme Symboler for denne myteskabende
Livskilde.

Den mytetroende klamrer sig til Dogmet og gaar til Grunde med det.
Hans Indstilling bliver altid af bekræftende Art, aldrig skabende.

Systemer vil afløse Systemer, og det ene vil være lige saa komplet lige-
gyldigt som det foregaaende, hvis det ikke giver Vækstbetingelser for Livs-
følelsens organiske Rytme.

Systemer vil historisk altid blive vurderet ud fra den Grad af aandelig
Frihed, de gav Plads for, og hvilke dogmatiske Djævelskaber, de tog i Brug.
Maatte de lægge Folket i Dogmatikens Spændetrøje og gøre det troende, eller
var Systemet saa livsbekræftende, at det aabnede sig for Menneskets indivi-
duelle, myteskabende Fantasi? Gudhjem, den 28. April 1941.

65

Kunst er tidens aandelige frugt. Hver tid har sin
billedverden. Det der gror ud af livet og kunsten,
maa kunstneren selv naa til at acceptere — og
siden andre. Ejler Bille.

ing.

Heerup.

En Gravsten er Beviset for, at der
er en, der er død.

Og et Billede burde være Beviset
for, at der er en, der har levet.

"søjsguiupåÅjeq Jo Jjopue

ye "Jep 198 Jop 'uesjesajdo Ja Jop 'ajæj a%Y1 ueWu ugy "Jopojjiq ofew je —

Mennesker er Repræsentanter for
en Side i hinandens Karakter.

De fleste Mennesker tror, det er
Emnet, der gør Billedet interessant —
det er imidlertid lige omvendt.

Eyvind Olesen.

Det mest afklarede menneske

man kan tænke sig, er et lig.
Egill Jacobsen.

Alle Farver og Former Har Betydn

"uasuaBsøf 1agsy
'SUBSS79J71POL AABY UW

Wo ajas fisvjuef aAvy ;po3 uvy uven

'we2 je 11) punsg uogur 1op 12
'ousapoysysoph 14 2yy1 uvm svær)

"Fip pe

oursg 114 uap 50 'uapians 14 [mug

"7suny je 11) uapoL 12 2ue331poT

"uas1ojod Zuruuay 1189

Fantasien Gør Dem ikke Smukkere, men Sætter Dem

Bare paa Plads. — Den Rette.

OM MALERIET

"uapI1of 1 Jappøy aus Ivy
ærk HA "or os aløy 104 HIV aq veg FO ;94s9U
-UIW 39 ousrT veg HUueIc) [eYS JIoOJIOAJJ "Puelc)
SY eg] JoUu3TT INYSSUUSN 44 :NHUNLSTANS NO

DIGT af
EJLER BILLE

Det er nu foraar

Solen drysser ned

Mine haandflader blir gule

Mine hænder lyse grønne

Mit jeg udstraaler farver

Kvindens læber drømmer

Mine to ben gaar

Usandsynligt ud i det blaa rum

Det usynlige hjerte slaar.

Klællingedigt.

40

Maanen staar fuld over natblaa Skyer. Er Jorden til?
Hvad er det for sælsomme Rygter? Er Jens August Schade,
som spiller i Natten med hestebrune Fingre paa et hølyst Instrument,

som en Hest æder af kraftigt Hø, til?

Er de smaragdgrønne, lysende Øjne, som kalder paa ham, til?
som de ligger bag lukkede Øjenlaag, til?
Hvor er nu din Pibe, smaragdgrønne Øjenejerske, som sover, henne?

Kysser du mig i Drømme? Klæder du dig af?

Tager du Piben, saa mørbradbrun, saa stegbrun
ud af sit Foderal og smækker Røg ud mellem blodrøde Læber,
saa natteblaa som Maanens Røg af Skyer om sit Hovede?

Vil du puste mig, Jens August Schade, i Hovedet?

Vil du slette ham ud i din giftige Røg og inddrage

hans aandende Selv i din Pøl af kvalme-givende Aande?
Vil du lukke dit Hjerte op som en hemmelig Dør,

der fører ind til den høgule hestepære-duftende Stald,

hvor hans Pegasus æder?

Jens Magust Sohn

INTRODUKTION TIL
CARL HENNING
PEDERSENS BIL-
LEDER

Af EGILL JACOBSEN

Indenfor udviklede Kul-
turer, hos Kinesere, Åra-
bere og Europæere, saavel
som hos primitive Folke-
slag, som Eskimoer, Indi-
anere og Negere, spiller
Fabelen, Eventyret og
Myten en betydelig Rolle
i deres aandelige Liv.

Det kan siges, at der
ikke findes et Folkeslag,
der, hvis Kulturforholde-
ne tillader det, ikke ejer
en: Mængde saadanne
Fortællinger og Fremstil-
linger aflejret op gennem
Tiderne. De har kunnet
eksistere, hvor enhver an-
den Form for kulturelt
Liv var udelukket.

I Eventyret, hvor Følel-
sen er Motivet, kan alt
siges, Følelsesindholdet og
Handlingsmotivet er et
uangribeligt hele, hvis Fo-
restilingsomraade er et
lige saa suverænt Land
som Musikens og Poesiens. 1001 Nats, Grimms
og H. C. Andersens Eventyr, Dyrefablerne,
Folkeeventyrene og de primitive Myter.
Over alt hører de til Folkenes største og
dyrebareste Eje.

Fabelen og Myten i Billedkunsten er ikke
skildrende, men eksisterer som selvstændigt

HOVED. — Se-Se-.

Lad os stige. Smiler du? Aa, saa stille. Jeg er ikke paa Jagt.

Udtryk eller Væsen. Krucifikset forestiller
Jesus; men en Negerfetish forestiller ikke
noget; men er en Gud, der kastes bort, naar
den ikke dur. Saadan er det skabende, ab-
strakte Maleri, ikke skildrende, men Liv i
sig selv, som Fetishen er det for Negeren,
som Poesien, Musiken og Fablerne er det i

43

MASKE.
Jorden har gemt mig. Jeg laa saa varmt. Nu maa jeg stirre.

EN LILLE GOD FUGL!
Jeg kom fiyvende fra Eventyrland ! Jeg maa se paa Jer!

44

vor Kultur. Den er en Bro over Fordom og
Angst, over Dumhed og mørke Kræfter, fra
et Udviklingstrin til et andet. Og lige som
Kunstneren, naar han er færdig med Bille-
det, er vokset fra den Oplevelse, der er dets
Indhold, saadan er Billedet ogsaa, naar det
er lykkedes, blevet en selvstændig Verden,
aaben og betydningsfuld.

For at forstaa den danske, abstrakte Kunst
er det nødvendigt at forstaa dens Forbin-
delse med disse Udtryk.

Det er derfor værd at bemærke, at her 1
Danmark arbejder den saakaldte abstrakte
Kunst med Fabelen og Eventyret i det male-
riske Sprog, paa Grundlag af disse aarhun-
dredgamle Erfaringer.

En Eventyrenes og Fablernes Maler er
Carl Henning Pedersen. I hans Sind findes
ophobet Aarhundreders Farveeventyr; naar
han maler, er det Natur, som Farven er det
i Naturen. Nogle Blomster tiltrækker Bierne
ved deres stærke Farver, andre afslører deres
giftige og dræbende Egenskaber. Særlig 1
Insektverdenen har man Eksempler paa de
magiske Farver og Former; der findes Insek-
ter, der tildels lammer deres Ofre ved deres
modbydelige, hæslige Farver og Former. I
Naturen forundrer vi os over, hvor alt er
organisk. Henning Pedersens Billeder er orga-
nisk Natur. Her er intet Simili, ingen for-
loren Skønhed. Han skaber sine Billeder ud-
fra sit ægte Sind. Det smukke er smukt, det
grimme grimt, det onde ondt, det gode godt,
det svage svagt, det stærke stærkt. Han er
klar over, at enhver Tanke og Handling af-
spejles i det kunstneriske Indhold. Han kæm-
per for at udvikle sig selv, og han forstaar,
at al Udvikling hænger sammen med hele
Menneskehedens Udvikling. Naar man prø-
ver at forstaa hans Billeder, véd man det.

Med stor Følsomhed følger han sit eget
Pulsslag, derfor findes der kun én Vej frem-
ad. Hans Udvikling er levende, og den vil

blive det endnu mere. Han véd, at Similien

EN MOR OG ET BARN.
Vi holder saa meget af hinanden. For Moderen, hun er det største! Mor, lad mig gaa en lille Tur, saa jeg kan lære dem at kende.

dd

Foto Jonals Co.

Fig. 1.

ØSTGRØNLANDSKE
AANDEMANERMASKER

Af GITZ JOHANSEN

Østgrønland — dette Naturvildskabens
Ødemark — ukendt og armeret med uen-
delige Ismarker af stadig bevægende Is —
havde ligget i Aarhundreder — ja, i Åar-
tusinder i Urtidstilstand, indtil Gustav
Holm paa sin berømmelige Konebaads-
ekspedition i 1884 fandt den lille Eskimo-
stamme ved Angmagssalik. Andre Stam-
mer havde levet paa den endnu mere util-
gængelige Nordøstkyst, men Naturvildska-
ben havde forlængst bragt dem til evig
Tavshed. Med Stenaldervaaben i Haand
havde de bevaret Livet gennem Hunger-
og Velværetider, indtil de nu blev fundne
af en Dansker og deres fortsatte Eksistens
blev sikret.

Ofte har Angakokkerne — Aande-
manerne — rørt Trommen og søgt at mane
de onde Aander bort fra Bopladsens Liv,
og endnu den Dag i Dag lever Mindet om
onde Aander — Tupilakker, Erkilikker og
mange andre — i deres Sind.

Se blot paa disse Aandemanermasker —
de er ikke blot Udtryk for en frodig Fan-
tasi men lige saa meget et haandgribeligt
Udtryk for den primitive Mands Opfattelse
af det mystiske — det store uforklarlige.

Maskerne er skaaret 1 Flydetræ — d.v.s.

(Fortsat fra Side 74).

kaster sin falske Glans over det meste af
Verdenen. Han véd, at den falske Pragt vil
afsløre sig som 1 Kejserens nye Klæder, og
en Lavine vil knuse det falske. De Guder,
som Menneskene ikke har Brug for, vil blive
kastet væk. Fantasien vil sprænge sit Fæng-
sel. Fantasi og Virkelighed vil være ét, som
den nu er det i Eventyrene, i Poesien, som
i Carl Henning Pedersens Billeder.

Foto Jonals. Co.

Fig. 2.

i Træ, der stammer fra Sibiriens Skove,
og som gennem Floderne er kommet ud
i Isstrømmen i det nordlige Ishav og efter
flere Aars Forløb er strandet ved Boplad-
sens Kyster.

Den ene Maske (Fig. 3) er, efter at
Formen er udskaaret indgnedet i en Blan-
ding af Lampesod og Tran, hvorefter Li-
nieornamenterne er udskaaret, saa de staar
i Træets lyse Farve. Moskushaar er sat paa
Pande, Overlæbe og Hage. Sælhaar er fast-
gjort i Øjne og Næsebor, og endelig er
Munden besat med udskaarne Bentænder.

Den anden Maske (Fig. 2), hvis mor-
somme skæve Næse og Mund skaber en saa
pragtfuld Komposition, mangler Ornamen-

7

Foto Jonals Co.

Fig. 3.

ter, men er ogsaa besat med Moskus- og
Sælhaar. Tænderne er derimod udskaaret
i selve Træet.

Endelig er den tredje Maske (Fig. 1),
en meget stærk plastisk Form, hvis Udtryk
i det vekslende Tranlampelys kan antage
mange Former.

Østgrønlænderne, der er mere artistisk
begavede end baade Vestgrønlænderne og
Polareskimoer og som lever saa nøje 1 Kon-
takt med Naturen, har ikke svært ved at
faa Inspirationer, da Naturen i sig selv
indeholder saa mange fantastiske Ting.

Den, der een Gang har siddet i en lille
Baad og pludselig set en Hvalros' sagn-
agtige Goliathoved bryde Vandspejlet en
Baadlængde foran sig, forstaar Eskimoernes
Fornemmelser og Sind.

8

DEN UNDERJORDISKE
som kunde efterligne Menneskers Udseende i Træ.

Fra Knud Rasmussens »Myter og Sagn fra Grøn-
land«. (Østgrønlænderne).

Der var en ung Mand, som allerede var bleven
en god og dygtig Fanger og var højt elsket af
sine Forældre; men en Dag, da han roede ud paa
Havet i Kajak, blev han borte og kom aldrig mere
igen.

Efter at han forsvandt fra sin Boplads, var det
gaaet ham paa følgende Maade:

Han roede langs med Land, da han pludselig
saa et stort Hus. Han roede hen til det, steg ud
af sin Kajak og gik derop. Inde i Huset sad der
en stor Mand, som greb fat i ham og satte ham
op paa Briksen; i samme Øjeblik firedes der Klæ-
der ned til ham fra Taget. Disse Klæder gav den
store Mand ham paa, og saa kom der en Kvinde
ind.

»Vær saa god, her er en Mand til dig!«

Og i det samme løftede Kvinden ham op og
bar ham ud af Huset. Udenfor opdagede han, at
der lige oven over den Husgang, han var kommen
ind ad, var en anden Husgang, og herigennem bar
Kvinden ham nu ind i et andet Hus.

Her levede de siden sammen som Mand og
Kone, og Manden glemte snart sin Hjemlængsel
og befandt sig vel hos de fremmede Mennesker.

Men de gamle Forældre begræd Tabet af deres
Søn, og de sørgede saa dybt over ham, at Faderen
tilsidst tog ud paa Rejse for at finde ham. En
Dag, da den gamle kom roende langs Kysten, op-
dagede han et stort Hus. Han roede ind til Land,
steg ud af sin Kajak og gik op til det. Oppe ved
Huset gav han sig til at raabe af alle Kræfter,
om han maatte faa Lov til at komme ind.

»Kom ind!« blev der svaret, og samtidig hørte
han sin Søns Stemme. Saa gik han ind til den store
Mand, der havde røvet hans Søn, og bad græden-
de, om han ikke maatte faa ham at se; men Man-
den vilde ikke give ham Lov,dertil. Det var gan-
ske forgæves, at den gamle trængte ind paa ham.
Tilsidst tog den store Mand et Stykke Træ frem,
og i dette Træ var udskaaret et Billede, der nøj-
agtig lignede Sønnen. Dette gav han den gamle
Fader, idet han sagde:

»Din Søn kan jeg ikke give dig tilbage, men her
er hans Billede; tag det med dig og glæd dig over
det, men glem med Tiden din rigtige Søn!«

Den gamle rejste derefter tilbage igen med Bil-
ledet og levede siden til sine Dages Ende uden
nogensinde at faa sin Søn at se, og Sønnen blev
hos de Mennesker, der havde fanget ham, og leve-
de lykkeligt sammen med sin Kone.

De Folk, som havde røvet ham, hørte til Ing-
nerssuit, og de er de eneste, om hvem vi har hørt,
at de kunde efterligne Menneskers Udseende i Træ.

ALBERTO GIACOMETF]

er født 1901 i Stampa i Schweiz som søn af en maler. I 1921 foretog han en rejse til Italien, han

opholdt sig ni maaneder i Rom. 1922 kommer han til Paris. Fra 1925 har han bosat sig i Paris.

Giacomettis Atelier.

Skulptur i Gips.

Hoved som betragter.

Ene

,

Skulptur i Træ.

Denne tidligere græske skulptur er taget med i sammenhænget, fordi
den viser en forbindelseslinie med Giacometti. Sammenstillingen er ikke
tilfældig. Giacometti har selv revet lignende afbildninger ud af gamle hæf-
ter og gemt dem. I dette hovede af en idol fra Amorgos findes den samme
glæde ved den simple form, man som en reaktion mod den forrige tids
vidt drevne naturalisme kan finde i nutidens yngste skulpturer.

ALBERTO GIACOMETTI

Ved EJLER BILLE

Giacomettis Kunst kan man forstaa eller
ikke forstaa, der er ingen mellemvej. Den kan
ikke blænde os. Der er ingen ydre teknik,
ingen kraftspring, der raaber paa vort: aah!
og vort: næh! Det er kunst, der er tilsyne-
ladende let at lave som Kolumbus æg, den
kræver kun opfinderen. Men forud for det
simple, det usammensatte, letheden, den klare
dybde, ligger kampen for frigørelse. Et krav
om at sprænge alle lænker og naa til en
uakademisk kunst, der umiddelbart som ud-
trykket i et ansigt afspejler sindets grundstem-
ning.

Der findes øjeblikke, hvor mennesket i en
følelse af overstrømmende liv forener sit sind
med universet. Det gribes af en skabende
trang, hvor det finder udvej for i ét eller
andet materiale at gengi jeg”ets omrids i ord,
tone, 1 farve eller i form. Ingen har mere
fuldstændigt, mere frit og impulsivt givet ud-
tryk for dette end Giacometti. Hans kunst er
dog ikke derfor en ubevidst følelsesrus, en
svimmelhedstilstand, der ved udtrykkets vil-
kaarlighed omtaager og vildleder intellektet,
men derimod en forbindelse mellem intellek-
tet og det instinktivt skabende menneske.

I de frugtbare aar fra c. 1922 til c. 1934
har han bl. a. skabt »hoved som betragter«
1923. Den lille skulptur i træ paa tre ben,
han selv med et smil har kaldt »familiepor-
træt« er fra 1930. »Det er ingen abstraktion,
jeg. var dengang forelsket i en pige, der
havde en søster, som var halt. Det er hende,
hendes søster og lille bror«, paa samme tid
peger han paa de tre ben.

De fleste af Giacomettis øvrige figurer er
gibsplastisk. Gibs han først har udformet og
hugget eller skaaret til, efter at han har
hældt den i flydende tilstand over »filas«,
hørtrevler, men uden at anvende jernskelet
eller gaa ud fra en sokkel. Det er en plastik,
der indfanger rummet følgende følelsernes
skiftende impuls. Om den dyreagtige, orga-
nisk levende form, der her er afbildet, en

+) antropomorph s= maalt ved mennesket.

form, der paa én gang minder om en »skor-
pion« en »knæler« eller »et levende blad«,
men samtidig bevarer præget af noget kvin-
deligt, har han fortalt følgende. (Det maa
indskydes, at kunsten i denne tid er blevet
gennemtrængt af de nye opdagelser indenfor
psykiatri og psykoanalyse). Den blev som
alle hans skulpturer i denne periode skabt i
løbet af et kort tidsrum, opstod saa at sige i
ét træk. Men skønt den tilsyneladende var
gennemført, manglede der stadig noget. I
fornemmelsen af et drab knækkede han der-
efter hvirvelsøjlen og kunde gaa fra skulptu-
ren. Denne symbolske handling viser et yder-
punkt af Giacomettis indlevelsesevne. Det til-
hører maaske kunstens grænsetilfælde. Men
hvem uden netop principrytteren, »esteten« tør
trække den snævre grænse mellem det, kun-
sten formaar, og det, mennesket tillader sig.
Ser man Giacomettis kunst i sin helhed,
indeholder den alt, hvad der kan lægges i
et ord som plastik. En i spændingsforholdene
bunden kraft. En ro, der er trængt ud til
overfladen, men saaledes, at man mærker
nerven bagved, den bundne uro, voldsom-
heden, den inderste dirrende streng. Disse
skulpturer kan som alle helstøbte ting ses
under enhver synsvinkel, de kan vendes og
drejes. De er selvstændige Væsener med men-
neskeligt udtryk, antropomorphe”), som ma-
sker, som primitiv kunst. De kan ikke leve
udenfor formens verden. Man kan ikke
tænke sig at forandre dem til et andet stof.
Drømmen om et falsk mirakel (alle mirakler
er forøvrigt falske), den erotiske forelskelse
i billedstøtten og utilfredsstillede længsel efter
at gøre den levende, efter at omskabe den
i kød og blod har ingen plads i denne kunst,
som overhovedet i al sand skulptur, hvor
formens spænding udløser sindets stemning.
De kan ikke sidestilles eller sammenlignes
med et forbillede i naturen, med et motiv,
men er selv natur. Man kan altsaa ikke faa
noget fyldestgørende svar paa »hvad de lig-
ner«. De er et resultat af kunstnerisk nyska-
ben, en naturproces, der som sneglens hus,
konkylien, krystallet faar form og udtryk
gennem lovmæssigheden i den skabte ting.

81

HVAD MODERNE
KUNST ER

Af EGON MATHIESEN

STØT DET LEVENDE.

Kulturen i øjeblikket skal være sang og
samling, og det giver plads for de mest
taagede og abstrakte betragtninger over Dan-
marks fortid og store mænd. Kulturelt er det
uden for enhver forstaaelse af, hvad kultur
er. Uvilkaarligt erindrer man Anatole Fran-
ces ord om, at de indfødte paa Fidjigerne
slaar deres gamle ihjel for at fremme udvik-
lingen, mens man hos os bygger akademier
med modsat virkning. Kultur og kunst lever
aldrig bagud, heller ikke i en akut situation
som den nuværende, men altid fremefter.
Historisk kultur kan ikke forsvinde, den har
jo dannet sine aflejringer, som man ikke kan
frigøre sig for. At værne om kulturen vil
sige at støtte den levende kultur, og det er
netop ogsaa i den, at fortidens kulturelle
indsats findes paa en naturlig maade. Tradi-
tionen er ikke noget, der taaler at dyrkes,
og det viser sig, at den netop er mest ægte,
hvor kunsten har frigjort sig voldsomt.

Det er ikke kun paa kunstauktioner, for-
tiden ryger i vejret. Paa alle aandslivets om-
raader er der hausse i den. Men mon ikke
man hænger sin hat paa et søm, der ikke er
der? Kun en forstaaelse af kulturens kræfter
i bevægelse og udvikling kan betyde en alvor-
lig støtte for kulturen. Den levende kunst,
der idag findes verden over, lige fra natu-
ralismen til den varmeste, eksperimenterende
ende af den, er mere værd end alverdens
museer. Den indeholder nemlig mulighederne
for videre kultur og udvikling. Al respekt
for fortiden, men den er død. Nutiden er
vores opgave — ene og alene.

MALERISK FRIGØRELSE.

Hvad er da den revolutionerende og for-
nyende indsats i nutidens kunst?

Man maa huske, at kunsten idag ikke er

én retning, men utallige nuancer, der hver
for sig kan betyde en fornyelse, naar blot
de ikke følger den borgerlige og traditionelle
opfattelse. Hver retning, der frigør sig af
borgerlig mentalitet, har stort set en beret-
tigelse alene deri. Men skal spørgsmaalet be-
grænses til det kunstneriske, maa man fast-
holde, at kun dér, hvor der samtidig er tale
om en malerisk frigørelse, sker den virkelige
revolutionerende indsats. I alle de retninger
idag, der frigør og fornyer sig malerisk, lig-
ger det revolutionære. Fra den revolutionære
form kan man slutte til et tilsvarende ind-
hold. Det er jo af indhold og oplevelse, at
formen danner sig. Det maa her indskydes,
at indhold og det/fortællende ikke er identisk
billedkunst. Ordet mentalitet vilde dække
bedre. Indholdet i maleri og skulptur er nær-
mest en sum af oplevelse og mentalitet. De
to ting gaar op i en enhed og danner kunst-
værkets udtryk — dets indhold.

DET PRIMITIVE.

Et afgørende kendemærke ved kunsten idag
er dens primitive egenskaber, der stiller den
i modsætning til hele den udvikling, der tog
sin begyndelse i renæssancen og prægede kul-
turen op til den nyeste tid. Det var f. eks.
den udvikling, der skabte akademierne og sta-
dig opretholdes i dem. De første akademier,
i det 18. aarh., betød en indsats, men tiden
er gaaet fra deres anatomi og perspektiv-
undervisning. Luften er blevet anderledes
udenfor, og livets strøm har frembragt en
kunst af helt andre kvaliteter. Paa alle om-
raader har mennesket arbejdet paa at finde
sin natur og frigøre den, saa at alle virkelige
værdier kan naa deres udfoldelse. Man vil
klarlægge menneskets naturlige grænser og
slette de unaturlige. Et vigtigt materiale ved
erkendelsen af mennesket er det stadigt udvi-
dede kendskab til andre folkeslag og racer,
deres vilkaar, tankegang og følelsesliv. Euro-
pa ser ikke mere ud som det højeste og ene-
ste, da man stadig lærer nyt om andre og
helt forskelligartede kulturer. Den udvikling
i erkendelsen af mennesket griber ogsaa ind
i kunsten.

DET ÆSTETISKE.

En revolutionerende virkning heraf er f.
eks., at man forlader den æstetiske opfattelse
af kunst. Det viser sig pludselig med klar-
hed, at det æstetiske kunstsyn bygger paa
græsk kultur og italiensk renæssance, og ikke
dækker den kunstneriske oplevelse i videre
omfang. Der er naturligvis en videnskab, der
hedder æstetik og som bl. a. behandler men-
neskets reaktion overfor alle arter af syns-
virkninger. Det er ikke den, der pludselig
ophæves af den moderne kunst, men det appa-
rat af kunstregler, som man har prøvet at
konstruere ud fra æstetiken. Det formelle
system, som groede frem i renæssancen med
rødderne i Grækenland, føler vi idag snævert
og begrænset. Det er en fast og absolut form-
vurdering. Men den naturlige form danner sig
jo af oplevelsen og kan altsaa ytre sig vidt
forskelligt og paa maader, der ikke passer i
den klassiske æstetik. Vil man paa den anden
Side bygge paa den absolutte formvurdering,
vil det sige, at man maa skære en god luns
væk af livet eller lukke øjnene for det. Det
sker i alle god borgerlig og akademisk kunst-
opdragelse.

Men der er ingen regler for skønhed i
kunst. Hvad der udtrykker det levende er
smukt. Det kan godt være, at de æstetiske
øjne finder det hæsligt. Det har jo ofte vist
sig ved moderne kunstneres arbejde. Primitiv
kunst har lært os, at formen dannes indefra,
og at den kan tage sig vidt forskellig ud og
gaa lige paa tværs af alle akademiske og
kunstæstetiske regler.

DET MONUMENTALE.

Kendskabet til primitiv kunst har ogsaa sti-
muleret malerne paa et andet punkt i deres
udvikling. Vi gaar væk fra det monumentale,
der ligesom hæver sig over mennesket og gør
sig bedre end det. Og man kan med god grund
hævde, at kunsten idag er menneskeligere end
nogensinde, fordi den ligger helt i menne-
skets eget plan. Den skilter ikke med sin
menneskelighed, men har den i kraft af hele
sin naturlige og demokratiske mentalitet. Pri-

mitiv kunst er aldrig monumental. Man kan
tage den i haanden, føle paa den og sætte
den tilside, hvis man faar lyst. Men det mo-
numentale trænger sig altid paa, og er et
forsøg paa at hæve sig over det ubestan-
dige og være evig. Det er revolutionerende,
at moderne kunstnere har modsat opfattelse.
Og de er her paa linie med moderne tænk-
nings resultater, der bestrider det absolutte
og ophøjelsen af en bestemt idé til at være
evig og uforanderlig. Tænkningen og fysik-
ken forklarer os relativiteten og den stadige
bevægelse og forandring. Det fører væk fra
idealisme og >»monumental tænkning«, og
kunsten følger den samme bane, væk fra det
monumentale.

DET FYSISKE.

Endelig er der sammenhængen mellem fysik
og psyke, som primitiv kunst har i udstrakt
grad. Et aandeligt udtryk maa altid paa én
eller anden maade være forbundet med det
fysiske. Man kan ikke skille fysik og psyke.
Men man kan gøre sit bedste for at over-
hugge forbindelsen mellem dem. Det er f. eks.
sket i en stor del af den europæiske kultur
af moralske og religiøse grunde. Man har
fjernet den ædle aand fra den grimme fysik,
hvilket gjorde kunsten mere æterisk og op-
højet, mindre »stoflig«. Men man kan ogsaa
erkende den rimelige og naturlige forbindelse
mellem de to »grundstoffer<« i menneskets
natur, saadan som det bl. a. sker i primitiv
og moderne kunst. Naar gammelt og nyt
kunstsyn har svært ved at finde hinanden i
forstaaelse, ligger det for en stor del i, at
to ting, man før, af kulturelle grunde, ansaa
for at maatte holde sig i hvert sit hjørne,
nu mødes i frugtbar udveksling. Kød og aand
hører sammen. Saa har man da en definition
paa abstraktion: hvor man bestræber sig for
at skille det ene fra det andet, kan man tale
om abstrakt kunst, ellers ikke, om saa bille-
det »ligner« eller ikke ligner. Det abstrakte
kan kun maales paa den indre fornemmelse i
billedet.

| 5

SOCIALT SET.

Omstillingen fra gamle til nye værdier
gør, at kunsten eksperimenterer. Det er ud-
viklingens lov, og naar udviklingen gaar
stærkt, eksperimenterer kunsten stærkt. Men
hvordan er forholdet mellem den kunst og
samfundet? Ikke videre harmonisk. Det kapi-
talistiske system, der behersker samfundene,
er ikke interesseret i en ideologisk og kul-
turel omstilling, men kun i at opretholde til-
standene. Og den kunst, der holder til paa
samfundets venstre bred, bliver selvsagt ikke
udnyttet fuldt. Man vil maaske indvende, at
franske eksperimenterende kunstnere, som
Léger, Picasso, Laurens, Miro, ser ud til at
klare sig meget pænt. Men man maa huske
paa, at Paris er et internationalt kunstcen-
trum med hele kloden som marked, og at
kunsthandlerne har set deres fordel i at arbej-
de med den moderne kunst. Det er sket ud
fra enkeltmands forretningsinteresser, og er
slet ikke noget udtryk for samfundets for-
staaelse af den kunstneriske indsats.

Som eksempel paa, hvad nogle af fransk-
mændene selv mener, kan man citere Fer-
nande Léger, for hvem det sociale spørgs-
maal har stor interesse. Han vil gerne und-
skylde kunsthandlerne lidt, der ikke altid har
kunnet være sikre paa sukcessen, og mener,
at det ikke er deres, men samfundsforholde-
nes skyld, at kunsten er havnet hos samlere
og ikke i folket. »Naar den ikke er trængt
ud blandt folk«, siger han, »vil jeg gentage,
at det er den nuværende sociale ordnings
skyld og ikke fordi kunsten mangler menne-
skelighed. Under det paaskud har man nemlig
kgligt villet hugge hovedet af hele frigørel-
sens malerkunst, der er betalt smertefuldt, og
vende tilbage til de gamle. Man paakalder
Rembrandts og Rubens navne ...

Det er en haan mod det brede lag, disse
helt nye mennesker, som kun ønsker at for-
staa Og gaa med i fremskridtet. Det er at
fastslaa, at de er ude af stand til at naa op
til »den ny realisme«, der er deres egen
epoke, den, de lever og arbejder i, og har
skabt med deres egne hænder. Man siger til
dem, at det moderne ikke er for dem, men

samme,

for de rige, specialiseret kunst, bourgeoisi-
kunst. Det er det rene vrøvl.

Vi er i stand til at virkeliggøre en ny kol-
lektiv vægkunst. Vi venter bare paa, at den
sociale udvikling giver mulighed for det.«

Her antydes det væsentlige, at den eksperi-
menterende kunst staar paa skellet mellem to
epoker og kæmper for den sidste. Økonomisk
er den afhængig af den gamle sociale ord-
ning, som den samtidig er med til at foran-
dre ideologisk. Kunsten maa nødvendigvis
være præget af begge dele. Dens værdi be-
staar i, om den stadig holder liv i frigørel-
sen. Et billede maa være en frigørelse af det
traditionelle, og det maa gøres forfra hver
gang.

Individets frigørelse er nødvendig i sam-
fundets udvikling, hvor borgerligheden er en
hæmning, ogsaa paa det ideologiske omraade.
Paa den anden side har frigørelsen for kunst-
nernes vedkommende sin største værdi, naar
den forstaas i den sociale sammenhæng.

RESUMÉ.

Kunsten idag er en brænding, bølgerne bry-
des, og utallige nuancer glitrer i lyset. Van-
det slaas med det faste og bestaaende, der
giver sig tilsidst. Vandet er stærkest. Hvor-
dan kan kunsten være anderledes nu, hvor
fundamentale forskelle i samfundene staar
overfor hinanden. Kunsten ligger i brændin-
gen. Den danner sin nye form ud fra et nyt
syn paa det æstetiske, det monumentale, det
sociale 0. 8. v.

Nogle holder af at sige, at moderne kunst
er forbi, men en simpel gennemtænkning af
de sociale forudsætninger for nutidskunsten
vil vise, at det ikke kan være tilfældet —
kunstnerne arbejder jo ogsaa for fuld kraft.
Det sociale grundlag er nemlig stadig det
som da den moderne kunst viste
sine første spirer. Den, der venter stor stil
og grandiose fornemmelser af kunsten, for-
staar ikke, at den er samfundenes bølgeslag.
Kunstens naturlige leje idag er dens stadige
bevægelse. Den ændrer sig ustandselig, men
bevarer sin retning og mening.

TELEFON 1663-1683

4

REDGAÅA DE: 7:6

B

6.-24. Sept. Hverdage 10-18 | N O I FH R

Clse Alfelt
Malerier

fegniuger

og

Al vareller

Pustervig

Kunslkandel

k

i

Raderinger
Litografier og
af Træsnit
Toulouse-Loutrec, Steinlen,

Poul Gauguin, Doumier.

Max Ernst, . James Ensor,
Kåte Kollwitz.

Malerier og
Skulpturer

af unge Kunstnere.

Oliebilleder
Akvareller og
Tegninger

af John Christensen.

k

Pustervig Pil
Kunsthandel 2637
Pustervig Nr. 1 (ved Kultorvet) |

»MIT BEDSTE KUNSTVÆRK"

ldeen med denne udstilling er fortræffelig, idet vi her
faar lejlighed til at se danske og udenlandske kunstværker,
der ellers er gemt hen i privathjemmene. Det bliver interes-
sant at se, hvad der findes af moderne international kunst
her i landet, — hvis det da kommer frem i denne omgang.
Al den megen tale om ungarnske kronjuveler og guldkors
og sølvtøj og suppeterriner lover ikke saa godt, men det er
jo muligt at det bliver bedre end det ser ud til.

Hvordan det hele end spænder af, saa bliver det i hvert
fald spændende at se, hvad de forskellige samlere anser for
deres bedste kunstværk, og hvilke samlere man anser for de
toneangivende paa bjærget.

Dog har udstillingens motto: »mit bedste kunstværk« en
stor skavank, selv om det som slogan sikkert er virknings-
fuldt. Man tiltager sig en ikke ringe autoritet. Det er ikke
musæets opgave at opdrage folk til autoritetstro over for
samlere og musæer, Historien har vist, hvor grundigt disse
har taget fejl op gennem tiden.

ERNST HANSEN: KVINDELINIER

Tilsendt af Forlaget Nyttebøger. Pris 14,50.

Bogen indledes med et forord af musæumsdirektør Sigurd
Schultz. Det er ganske pudsigt at se, med hvilken præcision
Schultz forstaar at gaa ind for netop alle de kunstneriske
synspunkter, som vi af fuld kraft bekæmper.

Naar han bortset herfra skriver at Ernst Hansen er noget
af en videnskabsmand og teoretiker er vi ikke kompetente
til at dømme, og maa tro pa det. Men naar han samtidig
skriver om disse tegninger, at de ikke er udspekulerede og
at de ikke knirker af kunstneriske ræsonnementer eller raf-
fineret slaphed, saa maa vi protestere.

EN UNDERLIG DEBUTANT - CARL GYDE

'Et menneske har efter at have naaet de 50 aar grebet
penslen for at finde udtryk for voldsomme kræfter som be-
hersker hans sind. Der er et foruroligende sammenhæng
mellem alle disse superekstraromantiske billeder med deres
naive religiøse symbolik, en sindets suverænitet. Livsindhol-
det af hans billeder er knuget af det store forbud mod alt
skønt og sandt og hans kamp imod sig selv, men i det
maleriske sprog staar han paa bar bund og har intet lært

af alt det, der hovedsageligt bestaar af et »det kan man
ikke«.

Skrvralden
BOIS YNDE
Én sørgelig Meddelelse.

LKT så.
UN
Q "he
de NSSSEN VÆ,

I Gaar døde Kunstmaler Ben-
jamin Skønhede. Kun 86 Aar
gammel. Med Ham Har vi Mistet
en af vore Sædeligste og mest
Nationale Tusmørke Malere. Syv
Aar gammel Kom han Allerede
paa Akademiet hos Daværende
Prof. Kan. Han gjorde Hurtigen
Fremgang, Saa han Tre Aar efter
vandt Akademiets Store Kobber-

NOTER

medalje. Med denne fulgte en
Udenlandsrejse. Benjamin Skøn-
hede valgte som Sit Rejsemaal
det skønne, det store, det fjerne,
fjerne Bornholm, Østersøens Per-
lemor og Perlefar.

I sin Korte Løbetid har han
dog naaet at sætte Tøjrpæle i
Dansk Kunst. Hvem Husker ikke
de henrivende Opstillinger med
Røget Sild. Man Kunde Ligefrem
Lugte Dem. Hvem husker ikke
det Sublime Paartræt af Fru
Kunstmaler Pip Skønhed. Jo. Jo.
Det var Sager. Eller det henri-

vende lille Billede: »Xantippe
ammer Herodes Barn Nytaars-
morgen«. Vi Husker Det Tin-

drende sorte Barn. Den Yppige:

Xantippes Skød og den Bøfsovs-
brune Baggrund. Dette Billede
blev da osse Straks Købt af >»So-
davandsfondet« for smaa 80 000
Kr. Ikke Meget for saa Gedigent
et Konstværk. Men Hva Faen i
Disse Tider. Forresten Efterlader
Skønhede sig osse en Søn saa vidt
man ved. Dane Fæ.

Carl Gyde: Agnethe og Havmanden. Fra Udst. i ,,Montparnasse".

»at male. er at tie,«
hvis ellers kritikken vidste,
hvad den sku sie!

rå Få Få

Hyp E hy > Aongens Hytorv.
Man har besluttet at kunsten i
Danmark skal hæves, og er be-
gyndt med at hæve hesten paa
Kongens Nytorv. Den var sunket
lidt i Koderne, hesten. Wanscher
har nedlagt skarp protest imod
den paabegyndte hævelse, da det
vil bringe uorden i de aarhun-
dredgamle fastlagte perspektiver.
Der skulde dog stadig være mulig-
hed for et kompromis. Om dettes
udformning kan gisnes meget. Ini-
tiativet er i hvert fald godt.

ra Få rl

En gammel krikke faar Benene

man kan ikke sie, [rettet,
at intet blir ud-rettet.
G. Kluk,
Hippolog.

det bedste
Kunstværk
ER

et Barn

é

e

Gl
det derfor
Kay Pojesens
Legetøj

Rammer

og Kunst) Rammemanden

Ola Olsen

er flyttet fra H. C. Ørstedsvej til

Fiolstræde 13. | sirm…
Plakater,

(Palæ. 1113. ler

kort sagt alt, hvad

| der kan indrammes

AKTIESELSKAB

Peder Hvitfeldtsstræde 9
København K
Telefon Central 9167
Bogtryk
Stentryk
Staaltryk
Bogbind

FXELHOLM. KBHVN.